Separations- og skilsmissebetingelser

Separations- og skilsmissebetingelser

Separation er ikke en endelig opløsning af ægteskabet, men er typisk en slags forløber for skilsmisse. Ægteskabet kan siges at være suspenderet, og fællesskabet ophører, herunder skiftes fællesboet, den gensidige arveret bortfalder, og troskabspligten suspenderes også.

Det følger af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning §30. Stk.1, at en ægtefælle har ret til separation, hvorfor der ikke stilles særlige betingelser for retten til separation. Det er derfor ikke afgørende for retten til separation, hvorfor ægtefællen ønsker separation.

Selvom der ikke stilles betingelser for at man kan opnå separation, er det en forudsætning, at parret ophæver samlivet og opretholder denne samlivsophævelse. Det betyder således, at såfremt ægtefællerne genoptager samlivet, ophæves separationen, og ægteskabet består som tidligere, dvs. man bevarer de juridiske virkninger af ægteskabet.
Ved skilsmisse ophører et ægteskab derimod helt. Den juridiske virkning af en skilsmisse er, at man ikke længere har arveret efter hinanden, formuefællesskabet ophører og man har ret til at gifte sig på ny. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, og der er ikke krav om, at parterne er enige om skilsmissen. I en række tilfælde er der dog mulighed for at opnå skilsmisse, selv om parterne ikke forinden har været separeret. Dette gælder dels, hvis der er enighed om skilsmissen og dels ved tilfælde, hvor der foreligger kvalificerede skilsmissegrunde. De kvalificerede skilsmissegrunde er samlivsophævelse, utroskab, vold, bigami og børnebortførelse. Disse forskellige skilsmissegrunde uddybes i nedenstående. Der skal i forbindelse hermed gøres opmærksom på, at man stadig vil være forpligtet til at skulle deltage i vilkårsforhandling i Familieretshuset, selvom betingelserne for direkte skilsmisse er opfyldt.

Det er muligt at opnå en umiddelbar skilsmisse, hvis ægtefællerne er enige om beslutningen. Man kan derfor ved enighed søge om skilsmisse med det samme, dvs. uden forudgående separation. Der skal herunder gøres opmærksom på, at ægtefæller, som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først kan få udstedt en bevilling til skilsmisse efter en refleksionsperiode på 3 måneder. Det betyder således, at man i den situation ikke har mulighed for at opnå en umiddelbar skilsmisse, selvom ægtefællerne er enige herom, førend man har haft en refleksionsperiode på 3 måneder.

Hvis ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste to år, har de adgang til skilsmisse uden forudgående separation. Hvis ægtefællerne har levet adskilt grundet andre årsager, er der ikke adgang til direkte skilsmisse. Dette kan eksempelvis være, hvis den ene har måtte opholde sig på et andet sted end den fælles bopæl grundet sit arbejde. Det betyder derfor, at samlivsophævelsen udelukkende skal være grundet et bevidst valg, herunder grundet uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, førend det kan føre til direkte skilsmisse.

En ægtefælle har ret til umiddelbar skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller deltaget i et lignende seksuelt forhold. Ægtefællen skal have deltaget i dette samvær frivilligt og vidende, førend det kan være grundlag for direkte skilsmisse. Derfor er der ikke ret til umiddelbar skilsmisse i tilfælde, hvor ægtefællen ikke har kunne opfatte, hvad der foregik, herunder eksempelvis ved påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer, samt, hvor vedkommende er blevet tvunget, dvs. ved voldtægt. Der kan imidlertid ikke kræves skilsmisse, såfremt ægtefællen har været indforstået med handlingen, herunder eksempelvis ved et konkret samtykke eller ved en generel aftale om, at der ikke er en gensidig troskabspligt. Der gælder en frist for indgivelse af anmodning om skilsmisse på 6 måneder, fra ægtefællen fik kendskab til forholdet og en absolut frist på 2 år fra foretagelsen af handlingen.

Har en ægtefælle udøvet forsætlig vold eller seksuelt overgreb over for den anden ægtefælle eller over for deres børn, har ægtefællen ret til skilsmisse. En ægtefælle har også ret til direkte skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har foretaget forsætligt vold eller seksuelle overgreb mod børnenes nærmeste pårørende, som ægtefællen eller ægtefællens børn er knyttet til, eller mod andre børn. Der gælder en frist for indgivelse af anmodning om skilsmisse inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om volden eller overgrebene, og inden 3 år efter, at den er begået. Hvis man først opdager volden eller overgrebene efter 3 år efter dets foretagelse, kan man derfor ikke opnå direkte skilsmisse på dette grundlag.

En ægtefælle har ret til direkte skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab, inden det tidligere ægteskab er ophørt. Dette kan både betyde, at ægtefællen allerede havde indgået et ægteskab forinden jeres, men det kan også betyde, at ægtefællen indgår et nyt ægteskab, mens i stadig er gift.

Hvis en ægtefælle ulovligt føre den andens barn ud af landet, eller tilbageholder det ulovligt i udlandet, har den anden ægtefælle ret til direkte skilsmisse. Der skal indgives anmodning om skilsmisse, mens barnet på grund af bortførelsen eller tilbageholdelsen opholder sig i udlandet eller senest 1 år efter, at barnet er bragt tilbage.

FASTE PRISER

Hos Nikolajsen Advokatfirma tilbyder vi advokatbistand i høj kvalitet til en fair pris.

Prisen aftaler vi på forhånd, så du undgår ubehagelige overraskelser.

HAR DU BRUG FOR ADVOKATBISTAND?

Nikolajsen Advokatfirma kan hjælpe dig med din sag.

RING TIL OS PÅ TELEFON

70 70 71 12​