Opholdstilladelse

HVAD ER EN OPHOLDSTILLADELSE?

En opholdstilladelse giver en person tilladelse til at opholde sig lovligt i et land, selvom vedkommende ikke har statsborgerskab i det pågældende land. Der findes overordnet tre forskellige former for opholdstilladelse, herunder kort tids opholdstilladelse, tidsbegrænset opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse.

Man kan få kort tids opholdstilladelse, som også betegnes et besøgsvisum. Dette giver tilladelse til at indrejse i Danmark, og anvendes ofte i forbindelse med turisme, bryllupper og familiefester. Det er kun borgere uden for EU, der skal ansøge herom, da alle EU – borgere er undtaget for kravet om at ansøge om besøgsvisum. Kommer man fra et land udenfor EU, skal man derfor have visum for at komme ind i landet.
Et besøgsvisum kræver, at man indsender en ansøgning til den danske ambassade, hvilket som udgangspunkt skal indgives personligt. Er man førstegangsansøger stilles der ligeledes krav om, at man bliver fotograferet og får sit indsamlet fingeraftryk.

Udstedelse af et besøgsvisum kræver ofte, at den herboende familie eller venner afgiver samtykke om, at de har inviteret ansøgeren, og at de kan stå inde for ansøgeren økonomisk. Et besøgsvisum udstedes ofte med en periode på 180 dage, hvor man kun må opholde sig indenfor EU i maks 90 dage ud af de 180 dage.
Hver gang ambassaden skal tage stilling til, om ansøgeren skal have udstedt et besøgsvisum, skal de tage stilling til 1) risikoen for ulovlig indvandring, og om ansøgeren agter at forlade medlemsstaternes område før udløbet af besøgsvisummet og 2) om ansøgeren udgør en risiko for medlemsstaternes folkesundhed eller sikkerhed.

En tidsbegrænset opholdstilladelse, også kaldet en midlertidig opholdstilladelse, tillader ikke en person at bo i Danmark resten af sit liv, hvorfor der stilles krav om forlængelse af opholdstilladelsen, hvis man fortsat ønsker at opholde sig i Danmark. En opholdstilladelse er som udgangspunkt tidsbegrænset. Efter de første to år vil en opholdstilladelse normalt kunne forlænges med 4 år og herefter vil den kunne forlænges med 6 år ad gangen. Det er vigtigt, at man husker at anmode om forlængelse, inden den nuværende opholdstilladelse udløber, da man ellers kan risikere at få ansøgningen afvist og blive hjemsendt, fordi man opholder sig ulovligt i Danmark. Sendes man hjem til sit hjemland, må man herfra ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, før man rejser tilbage til Danmark.

Hvis man er blevet familiesammenført med sin ægtefælle eller samlivspartner, kan man få forlænget sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Der stilles for det første krav om, at parterne har fælles bopæl i Danmark, og skal være fastboende. Dernæst skal parterne råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, hvilket betyder, at der højst må bo 2 personer per beboelsesrum i boligen eller at boligens areal skal være mindst 20 m2 per person. Parterne skal være selvforsørgende, hvilket betyder, at de ikke må have modtaget ydelser efter integrations – eller aktivloven. Endelig, er det en betingelse, at der skal stilles økonomisk sikkerhed for en samlet periode på 10 år.

En tidsubegrænset opholdstilladelse, også kaldet en permanent opholdstilladelse, tillader en person at bo i Danmark hele livet, hvorfor der ikke stilles krav om, at man forlænger den. Med en permanent opholdstilladelse kan man således ikke udvises, medmindre man begår kriminalitet. Opnår man en permanent opholdstilladelse, får man ligeledes ret til familiesammenføring, såfremt man har boet fast i Danmark i mere end tre år. Der er en række grundlæggende betingelser, der alle skal være opfyldt, førend man kan opnå permanent opholdstilladelse:

– Man skal være over 18 år.
– Man skal opfylde betingelserne for den opholdstilladelse, man aktuelt har.
– Man skal have boet i Danmark i mindst 8 år på lovligt grundlag (medmindre alle de supplerende betingelser er opfyldt, da der her blot stilles krav om 4 års lovligt ophold, eller hvis du er EU- borger, da man har automatisk opnår ret til permanent opholdstilladelse efter 5 års lovligt ophold).
– Man må ikke have begået nogle bestemte former for kriminalitet.
– Man må ikke have gæld til det offentlige, der er forfalden.
– Man må ikke have modtaget offentlig hjælp efter integrations – eller aktivloven.
– Man skal have haft et arbejde i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, og man skal fortsat være i arbejde.
– Man skal underskrive en opholds – og selvforsørgelseserklæring.
– Man skal have bestået en prøve i Dansk 2.

Såfremt alle de ovennævnte betingelser er opfyldt, skal en række supplerende betingelser ligeledes være opfyldt. Man skal opfylde mindst to ud af de fire supplerende betingelser for at opnå permanent opholdstilladelse. De supplerende betingelser er 1) Man skal have bestået en prøve i Dansk 3, 2) man skal have arbejdet i mindst 4 år, 3) man skal have bestået en medborgerskabsprøve og 4) man skal årligt have haft en gennemsnitlig skattepligt indkomst på mindst 301.679,04 kroner i de seneste to år forud for tidspunktet, hvor afgørelsen om permanent opholdstilladelse træffes.

FASTE PRISER

Hos Nikolajsen Advokatfirma tilbyder vi advokatbistand i høj kvalitet til en fair pris.

Prisen aftaler vi på forhånd, så du undgår ubehagelige overraskelser.

HAR DU BRUG FOR ADVOKATBISTAND?

Nikolajsen Advokatfirma kan hjælpe dig med din sag.

RING TIL OS PÅ TELEFON

70 70 71 12​