FORSIKRINGER OG PENSIONER
Det er normalt, at en række forskellige økonomiske ydelser kan komme til udbetaling i anledningen af et dødsfald. En af disse økonomiske ydelser er f.eks. den efterløn, afdøde har optjent. Efterlønnen vil gå uden om boet og gå direkte til enten afdødes ægtefælle eller børn. Det betyder, at den begunstigede modtager ydelsen, uanset om der er gæld i boet. Samme regel gælder også for forsørgertabserstatning.
Er du indskrevet som begunstiget i en forsikringspolice, betyder det, at der er dig, der modtager forsikringssummen. Som udgangspunkt er det forsikringstagers nærmeste, som vil være begunstiget.
Efter 1. januar 2008 er din nærmeste din ægtefælle eller din registrerede partner. Hvis du ikke er gift eller er i et registreret partnerskab, så vil din nærmeste være din samlever, hvis I bor sammen i et ægteskabslignende forhold og har gjort det i mindst to år op til dødsfaldet – eller hvis I venter, har eller har haft barn sammen. Har du ikke en samlever, så vil din nærmeste være dine livsarvinger – børn og børnebørn. Har du ikke livsarvinger, så vil dine nærmeste være dine arvinger ifølge dit testamente eller Arvelovens regler.
- Forsikringstageren kan frit ændre, hvem der skal være den begunstigede. Forsikringstageren kan derfor frit vælge at indsætte en velgørende forening eller et andet familiemedlem som begunstiget.
- Forsikringstageren har også mulighed for at bestemme, at forsikringssummen skal være særeje eller om forsikringssummen skal båndlægges, så den begunstigede først kan anvende forsikringssummen, når visse betingelser – som forsikringstageren har bestemt – er opfyldte.
- Forsikringstageren kan også vælge at gøre begunstigelsen uigenkaldelig. Dette betyder, at forsikringstageren lover den begunstigede ikke at ændre, hvem der skal vær begunstiget. Dette kan gøres ved en påtegning på policen.
Livsforsikring er en forsikring, der betyder, at forsikringssummen bliver udbetalt til en begunstiget, når forsikringstageren afgår ved døden. Livsforsikringer indgår ikke i boet og vil blive betalt direkte til den begunstigede. Hvis du som ægtefælle er begunstigede, så skal du ikke betale boafgift af forsikringssummen.
En krydslivsforsikring er en forsikring, der medfører, at ejeren af forsikringen og den forsikrede person ikke er den samme. Par kan på den måde oprette en forsikring på hinandens liv. Når den ene dør kan den anden få udbetalt en forsikringssum, som ikke indgår i arven og som er skattefrie.
Ved din ægtefælles død, vil ATP automatisk udbetale et beløb til dig, hvis du opfylder visse betingelser, hvilket blandt andet er et krav om, at du har indbetalt til ATP i mindst to år. Er der ikke tale om et ægteskab, men i stedet et samlivsforhold, så kan længstlevende samlever også få ATP pension, hvis samlivet har bestået i mindst to år før dødsfaldet, og man har haft fælles bopæl. Desuden skal der foretages en skriftlig notering ved ATP.
ATP-pension bliver betalt som et engangsbeløb. Beløbet falder med 15.000 kr. hvert år, fra året efter afdødes pensionsalder. Fem år efter afdødes pensionsalder bortfalder beløbet helt.
Ved dødsfaldet får ATP direkte besked fra Folkeregisteret og udbetaler beløbet til NemKonto. Dine pårørende skal kun tage kontakt til ATP, hvis du bor i udlandet.
Opsparinger i individuelle pensioner og arbejdsmarkedspensioner bliver oftest ikke udbetalt ved dødsfald. Disse pensioner er ofte tilknyttede forsikringer, der bliver udbetalt ved dødsfald, når din ægtefælle eller samlever afgår ved døden, inden pensionsudbetalingerne er begyndt. Sådanne forsikringer stopper, når pensionsudbetalingerne begynder.
Ved dødsfaldet bliver dine pårørende blive kontaktet af dit pensionsselskab, pensionskasse eller pengeinstitut, som skal bruge diverse oplysninger. Dine pårørende kan også selv vælge at tage kontakt til pensionsselskabet for at fremskynde processen.
Dagen efter dødsfaldet stopper udbetalingen af den afdødes folke- eller førtidspension. Boede den afdøde sammen med en ægtefælle, samlever eller registreret partner, som også modtager en af disse pensioner, kan udbetalingen af den afdødes pension fortsætte i tre måneder efter døden indtræffer. Det kaldes efterlevelsespension. Når der er gået tre måneder, vil en længstlevende i forholdets pension være tilpasset de satser, der er gældende for enlige.
Ved dødsfaldet får udbetaling Danmark og kommunen direkte besked fra Folkeregisteret og afgør, hvad der sker med pensionen. Dine pårørende skal kun selv tage kontakt til Udbetaling Danmark, hvis du bor i udlandet.
Har du en pensionsopsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, går til den boet, når du dør. Dette betyder, at dine arvinger kun kan arve, hvis der er penge til overs, når behandlingen af boet er færdigt. Du skal være opmærksom på, at hvis du har en samlever, så kan din samlever kun få del i opsparingen, hvis samleveren er nedskrevet i et testamente, der gør vedkommende til arving. Lønmodtagernes Dyrtidsfond tager selv kontakt til Skifteretten og underretter om, at pensionen skal indgå i boet, hvis du dør.
Har du ret til ældrecheck, men dør i januar inden den bliver udbetalt, så vil ældrechecken indgå i dit dødsbo. Ved dødsfaldet får Udbetaling Danmark direkte besked fra Folkeregisteret. Der bliver automatisk sørget for, at checken indgår i dødsboet.
FASTE PRISER
Hos Nikolajsen Advokatfirma tilbyder vi advokatbistand i høj kvalitet til en fair pris.
Prisen aftaler vi på forhånd, så du undgår ubehagelige overraskelser.
RING TIL OS PÅ TELEFON
70 70 71 12