Bobestyrerbehandling

BOBESTYRERBEHANDLING

En bobestyrer er en advokat som sørger for, at et dødsbo bliver opgjort og afsluttet korrekt efter loven.

​Der sker kun skifte med bobestyrer, hvis dødsboet ikke kan afsluttes ved boudlæg, udlæg til ægtefællen, som uskiftet bo eller ved at skifte dødsboet privat.

Mere præcist er det angivet i Dødsboskifteloven, at boet behandles med bobestyrer, hvis en arving anmoder om det, hvis boet må antages at være insolvent, hvis alle arvingerne er repræsenteret med værge eller skifteværge, hvis arvingerne er under konkurs eller i øvrigt er insolvent, hvis arvelader ved testamente har bestemt, at boet skal skiftes ved bobestyrer, hvis der ikke findes arvinger i boet, hvis det er usikkert hvem der er arvinger, eller hvis der inden for rimelig tid ikke er blevet træffet bestemmelse om, at boet skal skiftes på anden måde.

Hvis du er længstlevende ægtefælle, så kan du godt ønske en bestemt autoriseret bobestyrer til at behandle boet. Fremsætter du dette ønske for Skifteretten, så skal de normalt respektere det ønske.

Har længstlevende ægtefælle ikke noget bestemt ønske til bobestyrer, så kan arvingerne, hvis de er enige, fremsætte et ønske om en bestemt autoriseret bobestyrer. Dette ønske skal Skifteretten normalt også acceptere.

Ønsker længstlevende ægtefælle eller arvinger en bobestyrer som ikke er autoriseret, så kan Skifteretten også følge dette ønske. Det kræver dog særlige grunde som skal tale for, at vedkommende skal være bobestyrer. Disse særlige grunde kan bl.a. være at vedkommende har et specielt kendskab til dødsboet og de spørgsmål bobehandlingen rejser.

Desuden er det muligt, at indsætte en bobestyrer ved testamente. Når en bobestyrer er indsat ved testamente, så er der ikke noget krav om at bobestyreren skal være autoriserede.

Er der ingen ønsker til bobestyrer, så udpeger Skifteretten en af deres autoriserede bobestyrere til at behandle boet.

Det første Skifteretten foretager sig, når et dødsbo er udleveret til en bobestyrer er at udstede en skifteretsattest. Med en skifteretsattest har en bobestyrer legitimation til at råde over de aktiver, der er i boet.

Når bobestyreren har fået boet udleveret, så vil bobestyreren begynde at registrere og værdiansætte dødsboets aktiver. Desuden udsteder bobestyreren proklama. Det vil sige, at bobestyrer indkalder afdødes kreditorer og registrerer deres krav mod afdøde på en betryggende måde.

Imens at dødsboet er under behandling, kan der ikke anlægges retssag mod dødsboet eller foretages udlæg i dødsboets aktiver. Alle eventuelle krav skal i stedet anmeldes til bobestyreren. Når proklamafristen er udløbet, så kan der ikke anlægges flere krav mod dødsboet. Bobestyreren vil herefter udarbejde en åbningsstatus.

En åbningsstatus er en opgørelse over dødsboets aktiver og passiver med værdiangivelser pr. dødsdag og en opgørelse af dødsboets forventede indtægter og øvrige udgifter. På baggrund af denne åbningsstatus vil bobestyreren tilkendegive om dødsboet er solvent eller ej. Er boet insolvent, så vil bobestyreren indstille Skifteretten til at træffe afgørelse om insolvensbehandling.

Der er bobestyreren der træffer afgørelser i dødsboet. Væsentlige spørgsmål, ofte vedrørende fast ejendom, skal dog forelægges for arvingerne. Er arvingerne ikke enige med bobestyreren om et væsentligt spørgsmål, så skal spørgsmålet drøftes på et bomøde, hvor alle arvinger skal indkaldes. Kan arvingerne ikke blive enige under bomødet, så bliver spørgsmålet afgjort ved afstemning. Er arvingerne delt lige i spørgsmålet, så vil bobestyreren træffe afgørelsen. Desuden har bobestyreren ret til at tilsidesætte arvingernes beslutning, hvis arvingernes beslutning er umiddelbart uhensigtsmæssig eller strider imod nogens ret.

Til sidst vil bobestyreren udarbejde en foreløbig indstilling om, i hvilket omfang de anmeldte krav i dødsboet bør anerkendes og forelægges for arvingerne. Har arvingerne ikke nogen indvendinger mod et krav i indstillingen, så er kravet godkendt. Er arvingerne uenige om et krav i boet skal anerkendes, så vil bobestyreren undersøge, om der kan indgås et forlig. Kan der ikke indgås et forlig, så vil bobestyreren lave en endelig indstilling om et krav bør anerkendes. Denne indstilling sendes til arvingerne, og den der har indsendt kravet mod boet. Er man uenig i indstillingen så har man 4 uger til at anlægge sag ved Skifteretten, som vil tage stilling til sagen.

Der er syv situationer, hvor et solvent dødsbo skal behandles af en bobestyrer:
• Hvis afdøde har bestemt det i et testamente.
• Hvis arvingerne ikke kan nå til enighed om boets forhold.
• Hvis blot én af arvingerne selv foretrækker at lade en bobestyrer stå for processen.
• Hvis alle arvinger er umyndige eller skal repræsenteres ved skifteværge
• Hvis der ikke er nogen solvente arvinger
• Hvis alle arvingerne bor i udlandet og ikke ønsker at stille sikkerhed for boets udlevering.
• Hvis det ikke inden rimelig tid er lykkedes at beslutte at boet skal behandles på en anden måde.
I behandlingen af et solvent dødsbo er det bobestyrerens opgave at informere arvingerne om alle væsentlige beslutninger igennem behandlingen af boet.

KONTAKT EN ADVOKAT SOM ER SPECIALIST I DØDSBOER

Skal vi hjælpe dig med behandling af et dødsbo, skal du være velkommen til at kontakte os for et uforpligtende råd. Hos Nikolajsen Advokatfirma har vi flere advokater, som har omfattende erfaring som bobestyrer.

Hos Nikolajsen Advokatfirma hjælper vi med det hele. Vi har afdelinger i både Aalborg, Aarhus, Odense og Roskilde, men vi hjælper alle i hele landet.

Du kan kontakte os på telefon  +45 70 70 71 12  eller pr. E-mail: info@nikolajsen.nu .

FASTE PRISER

Hos Nikolajsen Advokatfirma tilbyder vi advokatbistand i høj kvalitet til en fair pris.

Prisen aftaler vi på forhånd, så du undgår ubehagelige overraskelser.

HAR DU BRUG FOR ADVOKATBISTAND?

Nikolajsen Advokatfirma kan hjælpe dig med din sag.

RING TIL OS PÅ TELEFON

70 70 71 12​