Det er et krav, at parterne møder til hovedforhandlingen, men de har mulighed for at møde gennem et rettergangsfuldmægtig, herunder ofte en advokat. Det er meget vigtigt, at man overholder kravet om møde. Hvis man slet ikke dukker op til hovedforhandlingen, har det udeblivelsesvirkning, og medfører, at sagens behandling ophører. Udebliver man derimod først efter, at man har nedlagt sin påstand, vil sagen blive gennemført.

Hovedforhandlingen vil ofte foregå mundtligt, men parterne har dog mulighed for at anmode om, at sagen bliver afgjort på skriftligt grundlag. Er hovedforhandlingen mundtlig, vil den starte med, at parternes advokater nedlægger deres påstande i sagen. Herefter skal sagsøgerens advokat fremstille sagen objektivt, således at de faktiske omstændigheder i sagen inddrages – både de omstændigheder, der støtter sagsøger og de omstændigheder, der støtter sagsøgte. Sagsøgtes advokat har mulighed for at komme med supplerende bemærkninger hertil. Efter sagen er blevet fremstillet af sagsøgerens advokat, fortsætter hovedforhandlingen med bevisførelsen. Dette er eksempelvis afhøring af vidner og afgivelse af forklaring af parterne. Efter bevisførelsen skal sagen procederes.

Når forhandlingerne er afsluttet, vil retten komme med en tilkendegivelse, hvorefter parterne kan indgå forlig. Vælger parterne, at de ikke vil indgå et forlig, vil sagen blive optaget til afgørelse. Domsafsigelsen skal i så fald ske inden for fristerne herom. Ved byretssager er fristen senest 4 uger efter optagelsen.

Som udgangspunkt vil en sag først komme for landsretten, når den bliver anket fra byretten. Imidlertid kan det forekomme, at byretten henviser sager af principiel karakter til landsretten som 1.instans.

Alle parterne i sagen har ret til at anke dommen i 1.instans. Det betyder, at såvel sagsøger som sagsøgte kan anke dommen. Ligeledes kan personer, der efterfølgende er blevet parter i sagen, anke dommen.

En ankesag i landsretten bygger på rettens afgørelse i 1.instans, dvs. som udgangspunkt byrettens afgørelse. Der gælder dog et helt grundlæggende princip, hvorefter parterne har mulighed for at frafalde nedlagte påstande, anbringender og beviser, og har ligeledes mulighed for at inddrage nye forhold. Dette princip betegnes traditionelt som forhandlingsprincippet.

Når der skal afsiges dom i ankesagen, kan det føre til stadfæstelse eller hel eller delvis ændring af den appellerede dom. Stadfæstelse betyder, at landsretten er enige i byrettens dom, hvorfor ankedommen bliver magen til den appellerede dom.

Når man ønsker at appellere dommen, skal man overholde ankefristen. Den almindelige ankefrist fra byret til landsret er fire uger. Der gælder ligeledes en eksekutionsfrist på 14 dage, som man i forbindelse med anke skal være opmærksom på. Når denne frist er udløbet, kan dommen fra 1.instans tvangsfuldbyrdes.

Der er mulighed for at anke en dom til Højesteret i to situationer. Den første situation er, hvor Højesteret er 2.instans, idet der har været tale om en principiel sag, hvor landsretten har været 1.instans.  Her gælder den almindelige ankefrist på som udgangspunkt 4 uger efter domsafsigelsen i 1. instans. Den anden situation er, hvor man ønsker at appellere dommen til Højesteret. Dette er lidt mere kompliceret end den første situation.

I sidstnævnte situation er det et krav, at der indhentes en tredjeinstansbevilling. Ansøgningen om bevillingen skal indsendes inden 4 uger efter dommens afsigelse i 2. instans, dvs. landsretten. Hvis man ikke overholder denne frist, kan ankeinstansen dog indtil et år efter domsafsigelsen give tilladelse til, at der kan ske anke. Undtagelsesvist har Højesteret dog mulighed for at give tilladelse til anke efter, at 1-års fristen er udløbet.